Jamen, hvad laver du der? Altså, når Maslows behovspyramide sådan nogenlunde er afkrydset, så bruger jeg også en anseelig portion tid på at lave ingenting. Det er jo helt hen i vejret at sige, at man laver ikke noget. Det er jo forbudt i et samfund, som elsker ordet ”vækst” højere, end Trump elsker sig selv.
Jeg er 33 år nu, burde jeg ikke (ud over det åbenlyse: FORMERE MIG, så mit yngel snart kan uddanne sig og bidrage til samfundsøkonomien) have læst mindst fem af de store klassikere? I det mindste være kommet længere end til kapitel to i hhv. en Murakami-bog og ”Min kamp” af Knausgård. Burde jeg ikke ”dyrke min krop som mit tempel” og træne til noget, jeg kan fortælle om på Facebook, når jeg vinder? Nogle gange jo, men ikke lige nu. Burde jeg ikke kende Ibyen-tillægget fra ende til anden og ivrigt beruse mig i den svulmende kulturscene i København eller Aarhus, eller hvor man kan det? Burde jeg ikke trippe for at få fingre i det næsten udsolgte Skam-fællesvisningsarrangement i Indre By?
Næh, men for en uge siden var jeg oppe ved Nols Sø i Saltum og se sidste afsnit af ”Alene i vildmarken” med 150 andre glade udkantsbeboere. Med dåseøl og lagkager ad libitum. Tro det eller lad være, men der er mange ting at tage sig til her i Vendsyssel. Forskellen er bare, at du ikke bliver bombarderet med indtryk og udtryk af, hvad du kan og skal konstant.
Jeg laver ingenting og går i gummistøvler
