Ditte Okman: Det var ikke nemt at være ham

Man skal ikke tale dårligt om de døde.

Det er noget, vi siger til hinanden, og heldigvis for det – det er jo for fanden ganske unødvendigt – for ikke at sige meningsløst – at sværte et menneske til, når det er forgået. Det får mig bare samtidig til at tænke, at man samtidig virkelig skal og bør tale godt om mennesker, når de lever.

Sidney Lee er død. Tv-fænomenet, der lagde Danmark ned i nærmest to årtier, blev kun 43 år. I skrivende stund aner vi ikke, hvad han døde af, og det er egentlig også skide ligegyldigt, for det, der er vigtigt, er, hvordan han levede. Og det gjorde han – han levede i perioder ‘to the max’ med fester, druk, spil, tv og bartending,

Og det lyder da altsammen meget fedt, kæmpe griner og en livsstil, der har indbragt priser, damer, penge og masser af opmærksomhed. Desværre også den negative…

Når man i lille Danmark vælger at leve som ingen andre, går det ikke ubemærket hen, og i nogle år dyrkede op mod 100.000 mennesker hadet til Sidney Lee på Facebook i en grad, der burde være blevet politianmeldt. ‘Gå nu væk, Sidney Lee!!!!!’ ‘Sidney Lee er en svans’ og toppen: ‘Sidney Lee skal skydes’.

Tre Facebook-grupper, der samlede 100.000 mennesker i raseri og had mod en mand, som aldrig havde gjort andet end at smøre sig ind i selvbruner og iklædt sig stramt tøj, bandana og garneret sig med en amerikansk accent.

‘Hvis jeg får chancen, Sidney, så smadrer jeg dig til uigenkendelighed,’ lød en af beskederne, og det er svært ikke at overveje, hvem der er mest vanvittig.Det eneste, Sidney Lee gjorde, det var at underholde – helt kvit og frit, og det er helt frivilligt, om man ville følge med eller slå over på en anden kanal.

Selv trak han på skuldrene. Det gentog han ved flere lejligheder.

Men forleden faldt jeg over dette citat:

»Jeg kan godt blive jaloux på min kæreste, når hun tager på arbejde om morgenen og skal ud og møde mennesker. Hvad kan jeg lave? Jeg kan gå ned på tanken og købe en sodavand for at snakke med nogen. Jeg nærmest overfalder min kæreste, når hun kommer hjem, for jeg har brug for kontakt. Det er derfor, jeg går så meget i byen. Endelig kan jeg komme ud og snakke med mennesker, hvor jeg ellers sidder på min sofa i mørket og spiller spil. Somme tider får jeg da tanken: ‘Hvad fuck laver jeg her?’«

Citatet er fra Euroman i 2018 sagt af Sidney Lee samme dag, han bællede 1,5 liter rom på 26 sekunder.

Jeg får lidt ondt i maven, hver gang jeg læser det. For hvor svært var det egentlig at være Sidney Lee? Hvor ensomt var det at være Sidney Lee? Og hvem var mon Søren Hassel Hansen, der havde så svært ved at slippe rollen som Sidney?

Svaret får vi ikke her. Men måske skal vi lære at se mere end facaden, se bag bruncremen og omfavne de mennesker, der faktisk bare vil det gode og bare gerne vil gøre det godt. Også selv om det er på deres helt egen måde…