Færøernes anfører melder afbud: Skal på job

Når Færøerne søndag skal på besøg hos Rumænien i EM-kvalifikationen, bliver det uden anfører Frodi Benjaminsen, som skal passe sit arbejde.

Det ærgrer landstræner Lars Olsen, som dog har forståelse for vilkårene.

– Frodi er oprindeligt tømrer, men har taget ny uddannelse i Danmark hen over vinteren. Han skal være fængselsbetjent og startede i nyt job i går, og han synes, det ville være skidt at melde afbud så tidligt på sit nye arbejde.

– Men det er da ærgerligt, især fordi han er centralt midtbanespiller og anfører, og vi i forvejen mangler vores anden centrale midtbanespiller, Hallur Hansson fra Vendsyssel, som har karantæne. Så det er et par centrale figurer, men det hører med til jobbet.

– Jeg kan ikke grine af det, for jeg vil meget gerne have ham med, og det er drøn ærgerligt, han ikke kan deltage, siger Olsen til bold.dk.

Lars Olsen forklarer, at de mærkværdige afbud er en del af jobbet som landstræner for Færøerne.

– De ting må man acceptere som landstræner for et land, hvor der ikke er fuldtids-professionelle. Jeg har været ude for det før – ikke med ham, men nogle af de andre – og det må man respektere. De lever af deres civile arbejde.

– Det er anderledes vilkår, men man må tage de hensyn, som følger med i jobbet, og det vidste jeg godt, da jeg tog jobbet. Jeg kan ikke altid råde over spillerne, når jeg har lyst til det. Det handler også om, hvordan spillerne selv går ind til det, og der ser den nye, unge generation på landsholdet lidt anderledes på det.

Færøernes anfører melder afbud: Skal på job

Author: TOF field