65-årige B.S. Christiansen

B.S. Christiansen, Tidl. jægersoldat, mental træner og foredragsholder, 65 år

Hvornår er man gammel?

Jeg har mødt mennesker, der virker gamle, når de er 40 år, fordi de tidligt i livet er gået i stå i og sidder fast i forstokkede holdninger, fordomme og meninger. Og hvis man så samtidig glemmer at passe på sin krop, men drikker for meget, spiser usundt og ikke får motion, så kan alderdommen komme tidligt. Til gengæld kender jeg også mennesker, der er i 80erne, og stadig blomstrer af vitalitet, nysgerrighed og gå-på-mod. Mennesker, som er openmindede og klartsynede og som ikke er bange for samfundsudviklingen, ny teknologi og nye tanker, strømninger og tendenser, men gør alt hvad de kan for at følge med og udvikle sig

Hvornår føler du dig gammel?

Jeg har endnu ikke følt mig gammel, men jeg føler mig erfaren. Jeg tør godt at give mit råd og mit besyv med på en problemstilling eller en situation. Så er det op til folk selv, hvordan de forholder sig til min mening og mine synspunkter.

Med alderen, er jeg blevet mere opmærksom på at passe på min krop. Heldigvis ‘husker’ muskler. Så jeg lever stadig højt på, at jeg i mange år har haft en rigtig god grundform. Men jeg sørger for at røre mig og få pulsen op hver dag. Jeg får mine vitaminer, mineraler og essentielle olier. Jeg passer min nattesøvn og vigtigst af alt, jeg lever et liv, hvor jeg er glad. Jeg sørger for at udfordre mig selv arbejdsmæssigt og tvinger mig til at sætte mig ind i nye tendenser, teknologi og hører gerne den nyeste hitmusik i radioen. Jeg har hele tiden et fokus på, at det jeg laver, skal give mening.

Hvornår føler du dig ung?

Jeg føler mig vital og levende, når jeg kan mærke, at jeg rykker mig. Når jeg får nye perspektiver eller tilegner mig ny viden på et område. Når jeg kan bruge mine erfaringer og mine oplevelser til f.eks. at berige unge mennesker.

Jeg er bl.a. mentaltræner for superligaklubben FC Midtjylland. Og når jeg kan bidrage med noget og give de unge spillere mine perspektiver på tilværelsen og mærker, at de kan bruge det til noget, så føler jeg mig vital og levende.

the Danish Rambo

BS

Author: TOF field