Lægerne ville ikke lytte til Sandra – nu er det for sent

»Jeg har to drenge, der måske skal vokse op uden en mor, fordi lægerne var for stolte til at undersøge andre muligheder end det åbenlyse. Men det kan jeg i virkeligheden slet ikke holde ud at komme ind på.«

Ordene er Sandra Mørk Valentes. Hendes historie startede for seks år siden, hvor hun vågnede op grædende med stærke smerter i venstre hofte.

Hun var på det tidspunkt 24 år gammel og højgravid med sit første barn. Lægerne satte fødslen i gang og ultralydsscannede efterfølgende Sandra Mørk Valente, men fandt ingenting.

De mente, hendes smerter skyldtes graviditeten. Det var Sandra sikker på, de ikke gjorde.

Siden B.T. fortalte historien om journalist Arne Notkin, der selv måtte insistere, researche og betale for at få sin kræftdiagnose, har vi modtaget adskillige historier fra læsere med samme oplevelse i det danske sundhedsvæsen. 30-årige Sandra Mørk Valente er en af dem.

Gennem seks år forsøgte Sandra Mørk Valente at råbe fem praktiserende læger, tre speciallæger samt adskillige fysioterapeuter og kiropraktorer op.

Hun havde smerter i benet. Feber, der kom og gik, uden hun var syg, synsforstyrrelser og blackouts.

Sandra Mørk Valente tiggede og bad om at få en forklaring på sine symptomer, men foran lægerne sad en tilsyneladende sund og rask ung kvinde med fine blodprøver, og hun fik gang på gang at vide, at hun ikke fejlede noget.

»Som årene gik blev jeg mere og mere bange og dermed mere og mere desperat, for jeg kunne mærke, der var noget alvorligt galt, men ingen ville lytte.«

Lægerne begyndte at snakke om, at Sandra Mørk Valentes symptomer kunne være psykiske.

»Jeg er uddannet kok, og så snart lægerne hørte det, talte de om stress og overbelastning. Til sidst begyndte jeg at tro på, jeg var skør.«

Sandra Mørk Valente endte med at få en depression. Hun gik fra sin kæreste og flyttede alene i lejlighed med sine to drenge for at få en ny start, men smerterne blev både værre og hyppigere.

I forbindelse med flytning fik hun en ny læge.

»Jeg fortalte ham, hvor meget smerterne påvirkede mig, mit arbejdsliv og mit private liv. Hvor desperat jeg efterhånden var. Han sendte mig hjem med strækøvelser,« fortæller Sandra, der husker, at hun prøvede at forklare, at smerterne kom indefra benet – ikke fra sener eller muskler.

Til sidst måtte Sandra Mørk Valente sygemelde sig fra sit arbejde.

I et halvt år blev hun kastet rundt i sundhedsvæsenet, uden hun følte, nogen tog ansvaret for at finde ud af, hvad hun fejlede. En ortopædkirurg, hun selv havde opsøgt på et privathospital, fortalte, at hun skulle få en henvisning til en neurolog.

Det blev afgørende.

Sandra Mørk Valente sad i april i år i neurologens konsultation på Hvidovre Hospital.

»Han var meget professionel, og jeg tænkte bare: ‘Nu er der endnu en læge, der ikke gider høre på mig’, så jeg brød fuldstændig sammen. Mit liv var gået i stå, jeg kunne ingenting mere. Jeg ville bare gerne arbejde, være der for mine børn og leve.«

Neurologen så på hende og sagde:

»Du kommer ikke ud herfra, før vi har fundet ud af, hvad der er galt med dig.«

Og så bestilte han en MR-scanning af Sandra Mørk Valentes ryg.

Scanningen viste pletter på hofteskålen, bækkenknoglen og nogle lændehvirvler. Neurologen fortalte Sandra Mørk Valente, at de var ret overbeviste om, at det var kræft. De var også overbeviste om, at det var alvorligt.

»Jeg blev rigtigt ked af det, og jeg kan huske, han lagde armen om mig. Han var menneskelig og så mig som en person og ikke bare en patient, der var endnu et nummer i køen.«

Sandra Mørk Valente blev diagnosticeret med den meget sjældne knoglekræft Ewings sakrom, der var startet med en tumor i venstre lårben.

Nu har kræften spredt sig i hele kroppen og er meget fremskreden.

Hun er i kemobehandling, og lægerne håber, de kan finde en kombination af medicin, der kan holde kræften i skak i en årrække.

»Men jeg bliver nok aldrig rask, og jeg kommer nok heller ikke til at se mine børn som voksne.«

Var hendes kræft blevet opdaget, inden den havde nået at sprede sig, havde der været en god chance for, hun kunne være blevet helbredt.

»Og det var en scanning, der skulle til for at opdage det. En skide MR-scanning«

Sandra Mørk Valente håber på et mirakel, og så har hun et ønske om, at sundhedsvæsenet og patienter vil huske en historie som hendes.

»Hvis det kan betyde, at der er flere læger, der ligesom den neurolog lyttede til mig, påtog sig opgaven med at finde ud af, hvad jeg fejlede, og viste medmenneskelighed, ville det betyde meget for mig.«

Lægerne ville ikke lytte til Sandra – nu er det for sent

Comments are closed.