Var Den Kolde Krig forgæves?

Én ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Coronavirussen har udløst en kæmperegning, særligt i lande, der i forvejen er plaget af dårlig offentlig administration og statsgæld.

Derfor har landene i eurozonen, anført af regeringerne i Frankrig, Spanien og Italien, fået Tyskland med på den idé at låne 500 mia. euro på kapitalmarkederne og give dem direkte til de sektorer, regioner og brancher i eurozonen, der er hårdest ramt af krisen.

Hvem skal administrere gigafonden? Ja, det skal genierne i EU-Kommissionen.

Herhjemme er ideen blevet promoveret fidelt af ingen ringere end Enhedslisten og de Radikale, som siden marts har presset på for at få regeringen til at sige ja til fælles gældsætning med eurolandene for at udvise, hvad de kalder solidaritet. »Fælles gældsstiftelse må finde sted«, udtalte den radikale EU-ordfører Jens Rohde, som dermed ikke kan beskyldes for at feje noget ind under gulvtæppet. Fælles gæld. Tak, men nej tak!

To spørgsmål melder sig. Det ene blev stillet af JP’s lederskribent (22/5) og er aktuelt og pekuniært: Skal danskerne virkelig sætte deres relativt gode kreditværdighed på spil for tyske bilproducenter, fransk olieindusti, den sydeuropæiske turistbranche eller alle mulige andre sektorer her og der, som naturligvis er ramt af drakoniske nedlukninger og regeringernes mangelfulde beredskab?

Skal vi hæfte for, hvad Emmanuel Macrons regering gjorde, eller hvad den socialistiske regering i Spanien ikke gjorde? Det forekommer at være en mærkværdig og fuldkommen uigennemsigtig disposition.

Det andet spørgsmål stikker dybere og knytter an til den nyere europahistorie. For hvad er det egentlig, EU-Kommissionens eurofond repræsenterer? Bag den åh så solidariske hensigtserklæring vækkes en planøkonomisk tankegang til live, som vi er nogle, der forestillede os, var død og borte med afslutningen af Den Kolde Krig. Derfor er der god grund til at spørge, om koldkrigen virkelig var forgæves?

Det var jo ikke alene den kommunistiske ensretning og militarisering, dele af Vesten bekæmpede fra 1945-89; det var også plan- og kommandoøkonomien, som nu bliver genoplivet af en helt anden union end Sovjetunionen.

Vor tids føderalisme ligner planøkonomien derved, at den ikke bryder sig om landegrænser, nationale sympatier og forskelle og helst ser nationalstaterne reduceret til zoner, regioner og delstater, mens forbundsregeringen skal have og i vid udstrækning allerede har bemyndigelse til at dele og herske over det samlede territorium, juridisk, politisk og økonomisk.

Det ligner ærligt talt noget fra en ond drøm.

Det skal tilføjes, at Danmark takket være vores forkætrede forbehold stadig råder over en række ventiler, som giver os større politisk manøvrerum, ikke mindst den, at vi står uden for euroen.

Men det samlede føderale pres stiger, i takt med at unionstrætheden breder sig i de europæiske befolkninger, hvor flere og flere forstår, at den hårde kerne i EU først og fremmest er ude på én ting: at tilrane sig mere magt. Man mærker desperationen og bliver forstemt.

Men der er også sket noget positivt de seneste måneder. Det er ikke mange år siden, at suverænitetsbegrebet blev latterliggjort uge efter uge af mainstream-meninger i mainstreammedier. Coronakrisen har gjort latterliggørelsen til skamme. På den hårde måde har vi erfaret, at national suverænitet findes og kan gøres gældende politisk.

Præcis, hvad den tidligere regering ikke turde i 2015 under migrantkrisen, gjorde den nuværende regering i begyndelsen af marts, da den resolut lukkede territorialgrænsen. Nationalstaten fandtes, findes og virker, for »suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden«, sådan som den tyske retsfilosof Carl Schmitt skrev så emblematisk for 100 år siden. Og suverænen hed ikke Ursula von der Leyen.

Den gradvise åbning af nationalstaterne ledsages af samme erkendelse. Suverænitet findes, herunder valutasuverænitet. Den har landene i eurozonen netop ikke; de hænger på og hæfter for hinanden, og så ved vi godt, hvem der kommer til at betale – det gør nordeuropæiske skatteydere.

Ligesom grænser er valuta af langt mere end symbolsk karakter. De er hårde og kontante, og de er nationalstatens og dermed også demokratiets forudsætninger.


EU’s nye eurofond trækker på en planøkonomisk føderalisme, vi kender fra en helt anden union.

Comments are closed.